FOREDRAG

Udforskningen af Mars – to nye missioner

Udforskningen af Mars – to nye missioner

Udforskningen af Mars er en langsom men spændende affære. I 2019 og 2020 ankommer flere missioner til Mars. Bl.a. NASA’s InSight mission som skal undersøge Mars’ indre ved at “kigge ind” i planeten. Hertil medbringes to seismometre og en boresonde, til indsamling af data om aktive processer i Mars’ indre. InSight lander efter planen den 26. november 2018 og henimod slutningen af januar 2019 skulle der, hvis alt går vel, være resultater at fortælle om.

NASA’s Mars 2020 Rover bliver først opsendt i juli/august 2020, men i januar 2019 skulle eksperimenter og instrumenter være afleveret på NASA’s Jet Propulsion Laboratory (JPL), hvor instrumenter monteres på roveren. Den sidste “Landing Site Workshop” vil være gennemført og det valgte landingssted forventet offentliggjort. I foredraget vil der blive orienteret om det valgte landingssted hvorfra de kommende års udforskningen af Mars vil foregå og om hvor langt JPL er nået med roveren.

Om Morten Bo Madsen

Resultater af Mortens videnskabelige arbejde inkluderer identifikation af kilden til de magnetiske egenskaber af støv og jord på Mars; medvirken til at bevise tilstedeværelsen af vand-is under løs jord på Mars-overfladen vha. NASAs Phoenix lander; og vigtige bidrag til at vise at Gale-krateret på Mars tidligere havde rindende vand i form af floder.

Morten har en bred interesse i udforskningen af Mars og han har medvirket og bidraget til alle NASAs landede missioner på planeten siden (og inklusive) Mars Pathfinder missionen. For øjeblikket er han ”Co-Investigator” på Mastcam-Z instrumentet (hovedkameraet på NASAs Mars 2020 mission), og på MOXIE eksperimentet (som for første gang skal fremstille oxygen direkte fra den tynde atmosfære på Mars). og ”Collaborator” på SuperCam instrumentet, som består af en række spektrometre og et kamera. Morten er også Co-Investigator på HABIT-instrumentet på ESAs ExoMars 2018 landingsplatform og på NASAs Opportunity rover. Fra 2011 til 2016 var Morten Co-Investigator (“Participating Scientist”) på NASAs Curiosity rover.

Foredraget er en del af forårets foredragsrække med temaet rumfart. Se de andre foredrag her.

Infoboks:

Udforskningen af Mars – to nye missioner

Dato: 28. Jan 2019
Tidspunkt: 19:30-21:00

Foredragsholder: Lektor Morten Bo Madsen
Institution: Niels Bohr Institutet
Mailadresse:

Foredraget afholdes: Auditorium 1, H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø.

Bemærkninger:
Bemærk at man ikke må parkere foran hovedindgangen til Universitetsparken 5. Man kan parkere mellem H.C. Ørsted Bygningen og August Krogh Bygningen, på den lidt interemistiske parkeringsplads lige ved siden af nybyggeriet, men det kræver en særlig P-tilladelse. P-tilladelse kan hentes hos SNUs repræsentant ved hovedindgangen til Universitetsparken 5 mellem kl. 18:45 - 19:15 og skal udfyldes med bilnummer og dato og placeres i forruden. Der kan parkeres med Easypark langs med Nørre Allé.
Der er god offentlig transport til Universitetsparken, busserne 184, 185 og 150S har alle stoppested ved Universitetsparken, og bus 6A har stoppested i nærheden.