Ørsted 2020

Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Ørsted A/S vil fejre 200-året for elektromagnetismen ved at hædre forskere og gymnasielærere

I 2020 er det 200 år siden H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, og i den anledning har energiselskabet Ørsted indgået et samarbejde med Selskabet for Naturlærens Udbredelse for at øge kendskabet til H.C. Ørsted, hans epokegørende opdagelser og deres betydning for det moderne liv.

”Vi skylder H.C. Ørsted meget i vores arbejde med at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Derfor er vi glade for at indgå et samarbejde med Selskabet for Naturlærens Udbredelse, som H.C. Ørsted selv stiftede i 1824,” siger Jakob Askou Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted.

”Vi er glade for samarbejdet med Ørsted, som i høj grad vil styrke vores muligheder for at udbrede kendskabet til H.C. Ørsted og hans epokegørende opdagelser. Vi ser frem til gennem det nye samarbejde med Ørsted at anerkende og sætte fokus på landets bedste forskere og gymnasielærere inden for naturvidenskaben og teknologi. Vi begynder allerede i 2019 sammen forberedelserne til i 2020 at fejre 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, som i dag danner grundlaget for den måde vi forsyner vores moderne samfund med energi,” siger præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse, professor Dorte Olesen.

Samarbejdet mellem Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Ørsted vil have fokus på at fremme formidlingen af naturvidenskab og teknologi til den danske befolkning ved blandt andet at hædre dygtige gymnasielærere inden for naturvidenskab og teknologi samt enestående forskere inden for fysik og kemi. Det nye samarbejde indebærer, at Selskabet for Naturlærens Udbredelse kan uddele H.C. Ørsted guldmedaljen for første gang siden 1989.

Fakta om H.C. Ørsted guldmedaljen

Guldmedaljen uddeles efter 30 år igen her i 2019, og dernæst endnu en gang i 2020 i selve 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Den ene medalje skal gå til en kemiker, den anden til en fysiker. Medaljen uddeles i samarbejde med Videnskabernes Selskab.

H.C. Ørsted guldmedaljen uddeles til en person, som har gennemført forskning i verdensklasse inden for fysikken eller kemiens områder. Ørsted A/S støtter uddelingen af H.C. Ørsted guldmedaljen, hvortil hører et rejselegat på 75.000 kr. Guldmedaljen bliver første gang uddelt i oktober 2019 og modtageren udvælges af et nomineringsudvalg under ledelse af professor Klaus Bock. Der forventes at blive indkaldt 2019-nomineringer med deadline 31. marts 2019.

Fakta om H.C. Ørsted gymnasielærermedaljen

Ørsted støtter samtidig uddelingen af H.C. Ørsted bronzemedaljen som gives til særligt inspirerende gymnasielærere inden for naturvidenskab og teknologi. Med medaljen følger fra 2019 et rejselegat på 25.000 kr. til modtageren og et beløb på 50.000 kr. til et projekt på skolen i forbindelse med undervisningen. Medaljen uddeles næste gang i december 2019.
Det er allerede nu muligt at indstille inspirerende gymnasielærere til at modtage bronzemedaljen ved at sende en motiveret indstilling til snu@naturvidenskab.net. Indstillingen lukker 15. oktober.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse og projektet Ørsted 2020 er støttet af: